Indlæg fra Ole Balder Temberg

En cadeau til: Den herre som har været så heldig, at få et billede af ”vores” lille fjerede fugl: Vandstæren Cinclus cinclus, ved de nylagte gydebanker i Puge Mølleå. Han har nok været i besiddelse af det man i min nære omgangskreds kalder: ”Indiansk nerve”!!! Tæft og flair for at betragte – og tid – naturens finurligheder. De fleste i dag tumler rundt i naturen som en tyr i en porcelæns butik. Dog med undtagelser. ”Rent biologisk er vi stadig stenalder mennesker, skabt til et liv i naturen………” er der noget vi har overset? Ak, ja……..

Så til vores lille fjerede ven: – Vandstæren, den er en af naturens interessante ”vidundere”;  undfanget af en ”mirakelmager” – hvem det end er? Først er den en indikator for et rent vandløb, med en vidtspændende vandløbsfauna! Bred biodiversitet om man vil.

Vandstæren er i egen ”personlighed”: På størrelse med en stær dog mere kompakt, med hvid hagesmæk – grundet hygiejnen, forfængelighed? Hvem ved?  Delvis tillidsfuld, som regel siddende på en sten, kniksende, hvis den ikke er neddykket; her tager den fødeemner, som i flæng: tanglopper, krebsdyr, snegle, vårfluelarven som den river ”overtøjet” af og æder, – vårfluen er på dette tidspunkt iklædt harnisk, bestående af småsten, små grenstykker for at beskytte sin sårbare krop. Der findes omkring 170 vårfluearter.

Apropos vandstæren: noget andet som jeg betragter som en ”også” kuriositet, er, at den er udstyret med nogle hinder, som den ´nonchalant’ dækker sine næsebor med og nogle rigtig skarpe kløer;  frembrusende neddykket mod strømmen med hovedet sænket, jager den målbevidst; – den går i hvert fald ikke ned på ”udstyret”.  Og dog, den mangler svømmehud mellem tæerne.  Den er også dækket af en tyk, og dunet fjerdragt, og en blinkhinde for øjnene, som den flittigt bruger;  ydermere så er den en spurvefugl.

En anekdote: Vores desværre afdøde TV-journalist: – Claus Bertel Toksvig som bl.a. dækkede Neil Armstrongs månefærd med en kompetence der nærmede sig det unikke. Omtalte person, var en passioneret fluefisker; han har bl.a., fanget en vandstær på flue, det har nok ikke været hans primære mål. – Det har muligvis været på en ”Pheasant Tail”? = nymfe efterligning; – den skal fiskes på synkende line, evt. med ”sink tip”?  Det primære mål, skal dog ikke være vandstæren; da den er totalfredet, og på kort besøg, de fleste er vintergæster fra Norge og Sverige.

Meget få ynglende her i landet.

Nu jeg er inde på det fjerede, så vil jeg takke ’Mikael fluebinder’ for, at han lærte mig at sætte øjne på stilke, det har også har inspireret mig til at finde min fluestik frem, den har reminiscenser til 70-80`erne, den gang da – ”Ruder konge var knægt”.  Jeg må også indrømme, at jeg er autodidakt på dette område, har slidsomt lært bindemetoden, efter bog af: ”Paul Wellendorf”, en mand som Steen Ulnits biolog roser, til skyerne. – Nu skal jeg nok, ”gå stille med dørene når jeg bruger ordet: ”autodidakt… godt ord igen!!!

Mikael var for øvrigt et godt påfund af foreningens: ikke Tordenskjolds soldater…. Men Willemoes og deres håndgangne mænd.  ”Fantasi er bedre end viden, da viden har sin begrænsning”. Citat: Albert Einstein; fantasien kan i udpræget grad praktiseres udi fluebinderiet.

Vandstær

Med venlig hilsen Ole Balder Temberg.

Guidet tur til Puge mølleå af Ole Balder Temberg

Guidet tur langs Puge Mølle Å
Som aftalt ved Pensionisternes Frokostklubs ”Symposium” d.3.10.
Mødtes Ebbe og jeg, ved Langstedgyden d.24.10. kl.14.00, det viste sig, at der også befandt sig en tredie mand, ved navn: Erling, der viste sig, også, at være fra Glamsbjerg i fuld, ”ornat ” mindre kan ikke gøre det, vi i selvsamme, hvordan definerer man så det? I denne situation ved jeg det godt: ”Alt er en højtids dag”

Vejret viste sig som altid fra det suspekte hjørne, som gør det så interessant. Regndråberne var ikke større, end, ”tobak for en skilling”. Vi startede med at besigtige åen fra broen, dårligt havde vi ”besteget denne” – terrainet stiger lidt.
Da der ud af disen kom en ”knallert”, altså et køretøj! som lagde til ”kaj” ført af en dame, hun havde været ude for en kedelig episode; der var en bilist der havde påkørt en kronhjort, kronhjort eller ej? Han var bare kørt videre, ”Har du nået at få nummeret på bilen?” spurgte jeg ”flegmatisk”, ”Ja” replicerede hun, ”han sidder herinde,” og rev ned i lynlåsen, nej, tænkte jeg nu blotlægger hun sine ”Scud missiler”som han i sin tid sagde: Jens Jørgen Thorsen, altså et par attributter af en vis størrelse, -omtalte kan uddybes nærmere.
Hun havde taget ham på sin mobil; efterfølgende ringet til dyrenes beskyttelse: 1812, ellers, ved ramt vildt, afsæt et mærke af en art, hvis der skal sættes en schweizhund på sporet; det er så ringe ulejlighed! Så har de noget at spore efter.
Nå nu til selve turen: Ebbe lagde sig i front nedstrøms åen, i en jævn kadence, alt er relativt, måske af taktiske grunde? Der skal aldrig lægges for hårdt ud, det siger erfaringen mig, og sikkert også Ebbe? Snart nåede vi den første Gydebanke, nylig udlagt, Ebbe gik ud i åen, ikke på selve gydebanken, ud fra devisen, ”At turde, er at miste fodfæste et øjeblik, ikke at turde, er at miste sig selv; ” alt imens at han forklarede ”de” tilstedeværende om selve gydningen, noget nær en ”doktordisputats”;
Antallet af de nylagte gydebanker, er, som jeg forstod det: otte, hvor han selvfølgelig deltog, det er jo at betragte som hans ”børnebørn” måske noget af en tilsnigelse fra min side? Sagt på en anden måde: med den største veneration for vandløbets indvånere.
På vejen tilbage tog regnen til. ”Nu kan vi da få testet vores ”højtidsdragt,” sagde han frejdigt Erling, ak ja, jeg siger ikke noget, det alskens: Gore – Tex? Kan det holde til en dagregn?

Ebbe havde tydeligvis tentaklerne ude, ”der er en frø,” sagde han, jeg prøvede det ene ”øje” ”en butsnudet,” sagde jeg, dette pr. konduite, det er ellers en fodrodsknogle der endegyldigt kan klare det – og dog? Når fagfolk kommer til? I øvrigt en dejlig dag, nu venter vi lige på Ebbes, ”doktorgrad”, om den er nært forestående?

I ovenstående kan forekomme et ”promiskuøst” forhold til ordvalget, det skyldes udelukkende min fremskredne alder.

Her en tak til Ebbe, for en interessant tur.

Samtidig vil jeg sende en tak til den: ”Gamle Garde”, for en venlig modtagelse, som nyt medlem.
Knæk og bræk, Ole Balder Temberg.